Tegning af Egtvedpigens Verden
start på hovedindhold

Egtvedpigens Verden åbner

Kom til åbningsfesten lørdag den 6. juni – og vær med til at fejre det helt nye museum

Egtvedpigen er en enestående del af Danmarkshistorien og nu får du mulighed for at træde i hendes fodspor. Efter knap et års byggeri åbner vi et helt nyt museum midt i det landskab, hvor hun levede og blev begravet for 3.500 år siden.

Egtvedpigens Verden er ikke et museum med vægge og montre. Her er fortællingerne vendt på vrangen og foldet ud i naturen. Publikum inviteres til at gå, løbe, kravle og klatre gennem fem oplevelseszoner, der bringer bronzealderen og Egtvedpigens historie til live.

På åbningsdagen kan du opleve:

  • Åbningstaler samt kaffe, kage og saftevand
  • Koncerter for hele familien
  • Bronzealdermennesker der slår lejr
  • Levende formidling af håndværk, tøj og uldspinderi
  • Guider der fortæller om livet i bronzealderen

... og meget mere. Programmet offentliggøres løbende på egtvedpigensverden.dk

Der er gratis entré, og alt foregår ved Egtvedpigens Verden, Egtved Holt 12, 6040 Egtved.

Egtvedpigens Verden har modtaget støtte fra Nordea-fonden, og det er en del af Hærvejsprojektet i Vejle Kommune, som fonden i alt har støttet med 45 mio. kr.  

Hærvejsprojektet består i Vejle Kommune af tre, unikke oplevelser – nemlig Haraldskær, Anesminde og Egtvedpigens Verden.  

Gjørtz Andersen Arkitekter, NIRAS og Urbanlab nordic har stået for anlægget af Egtvedpigens Verden, som begyndte i august 2024.